Et kontor under vand

Jeg har nu været ved Simply Diving i halvanden måned, og med tiden er jeg blevet godt kendt med de koralbeklædte sten som udgør vores hverdag. Det er en kæmpe udfordring at starte på et nyt dykkercenter; selvom centrenes mål overalt i verden cirka er de samme, hvilket er at tjene en masse penge på glade kunder, er deres fremgangsmåde og logistik for at nå det vidt forskellig. Grunden til at jeg valgte at arbejde for Simply var ikke at tjene en masse penge. I min jobsøgning blev jeg tilbudt en del betalte jobs, men alle arbejdsgiverne ansætter kun DiveMasters i perioder på minimum et halvt til et helt år. Istedet satte jeg mig for at finde det bedste dykkercenter at lære noget af i de to måneder, universitetet gav mig frie tøjler. Simon Bell, min chef, har gjordt Simply til noget kaldet et ‘5 star PADI IDC Development Center’, hvilket er den højeste rang et dykkercenter kan opnå. Her ville jeg gerne være.

Efter en intro-uge, hvor jeg fik et fripas til at begå 500 fejl, var det klart mærkbart, hvor store forventninger der stilles til en ift. tidligere centre, jeg har været ved. Jeg begik forresten alle 500 fejl. Til gengæld er tiltroen til en også langt større. Jeg bliver sat til at gøre alt, jeg kunne håbe på: Jeg er dykkerguide hver dag, jeg er underviser på ‘refresher-kurser’ som var min yndlingsbeskæftigelse i Australien, og nu er jeg også blevet Discover Scuba Diving Leader, hvilket betyder at jeg på egen hånd kan tage komplet nybegyndere med under vand til et ét-dages kursus. 

Det har været svært at tage billeder under arbejdstiden, da vi aldrig har tid til at fjolle rundt. Udstyr skal pakkes, kunder skal koordineres rundt og selv vores tid til frokost er tilsidesat til vores transporttid i bilen til og fra dykkerstedet. Jeg kan desværre aldrig tage mit undervandskamera med, da der altid er kunder at passe på. Derfor bruger jeg de hurtigt et par stjålne billeder til at vise mit undervandskontor.  

Her er Marina Del Este. Det er her vi fire ud af fem gange tager til for at dykke. Det består af en venstreside samt en højreside, og det er et perfekt sted for uerfarne dykkere. Efter at have dykket der 50 gange den seneste måned, er det nu lettere at finde rundt end i ens barndomshus i mørke.

Tres Picos. Meget sværere sted at dykke men også en hel del sejere. Nogle gange lægger der sig en tyk tåge som man går ned ad den stejle bakke, hvilket gør det hele lidt mystisk og 60'er James Bond-agtigt.

Inde i et vrag ved Gibraltar. Her krydser vi grænsen til England for at komme dertil. Gibraltar er en lille by i en borg, som til den dag i dag stadig er en del af England. Spaniere hader det faktum at stedet tilhører britterne og derfor skød det spanske hjemmeværn for et par måneder siden uprovokeret efter det britiske politi på åben gade. Offensivt! Det er ikke grunden til, at vi tager dertil; grunden er de 22 skibsvrag i én lille bugt. Vi er fan!

Blæksprutter er seje. Dét ved alle. Derfor er det heldigt, at de er at finde på næsten hvert dyk!

Anden til venstre er DiveMaster Adrian og anden til højre er Instructor Liam. Liam er den yngste instruktør nogensinde uddannet i Europa, hvilket som 21-årig DiveMaster er lidt frustrerende at sammenligne sig med. 

En kunde er glad for sin nye maske. I baggrunden er jeg glad for at være med!

Anden til højre er Instructor Adam og til højre er jeg.

En klumpfisk som for os er det mest sjældne fund i området.

En af de mange skaldyr heromkring. Forleden så jeg en krabbe på én meter!

Min yndlingsting at finde her er dog uden tvivl dem her - nudibranches! Som jeg forklarede i sidste indlæg er det undervandssnegle, designet af en abstrakt illustrator på sin femte kop kaffe. Der er tusindvis af dem, men de kræver stadig lidt tålmodighed at finde, da nogle af dem kun er fem milimeter. Andre bliver op til 12 cm. Oh, originale billeder er forresten at finde på Simply Divings FaceBook-side.

Det her indlæg skulle oprindeligt være skrevet og lagt op for lang tid siden, men det skete ikke. Jeg kan ærligt sige, at den sidste halvanden måned har været den travleste tid i hele mit liv, hvilket ikke lægger op til megen selvproklamering. Det går nok. Jeg tror, at næste indlæg så skal handle om min sommer som frivillig arbejdsnarkoman. 

Megen kærlighed,

Johannes

¡Vamos a la playa!

Jeg skal være ærlig: Den sidste time har mit blik skiftevis gået frem og tilbage mellem en blank computerskærm og omkringværende gamle damer med alt, alt for meget make-up og en øl i hånden. Her på BurgerKing forsynes de rejsende med halvdårlig wi-fi. Jeg er ikke i Danmark. Behagelig sol og venner derhjemme byttede jeg ud med krebserøde skuldre og hurtigttalende spaniere.

For et år siden sluttede min rejse til Australien. I det halve år jeg tilbragte på det smukke kontinent, oplevede jeg mere, end jeg har oplevet i de sidste fem år under Dannebrogs rammer. Det var mærkeligt at komme hjem. Og dejligt! Men lige pludselig skulle alt gå stærkt med start på universitet, egen lejlighed og deltidsjob. Uden at tænke over det valgte jeg, ligesom mange andre, at bruge min tid på en masse voksne ting, så det virkede kun rigtigt at dedikere min sommerferie i år på noget helt andet og lidt sjovere. Derfor er jeg taget til Málaga i Spanien for at arbejde som DiveMaster, og mine dage under og over vandet vil jeg gerne dele!

Australien var stort for mig, og jeg blev ret hurtigt lommepoetisk. Dette kommer ikke til at ske med Málaga. Jeg skal gøre mit bedste for at lade være! For at varme op til fremtidige undervandsupdates kommer her en række billeder fra min uge på en båd 200 km. ud fra Egyptens vestlige kyst, her i juni.

Blue-spotted stingray.

Blæksprutte som skulder ondt!

Jeg har ingen anelse. Måske en Pinocchio-fisk. Det ville jeg kalde den.

Dragefisk. Der var mange..

Tro mig..

Mange!

Før Common Lionfish bliver voksne og røde, er de som unger sorte.

Vi fandt flere vrag gennem ugen. Åbenbart havde mange egyptiske skibe problemer med elinstallationer, hvilket betød at absurd mange gik til grunds i 90'erne!

'Hvor mange egyptere skal der til for at installere en pære?'

På den her tur så vi ikke nær så mange store ting, som man plejer. Skildpadderne og hajerne gemte sig i andre vande. Det betød, at jeg brugte min tid på at kigge på de små ting. Korallerne var farverige og smukke!

Nogle gange mindede det næsten om moderne arkitektur.

..og andre gange fremmed og mærkeligt.

Smukkest af alt var dog undervandsgrotterne. De formede lange systemer som man let kunne fare vild i. Små huller for oven lod lys skinne ned. Et gammelt kompaktkamera kan slet ikke beskrive, hvor smukt det var.

Det har dog aldrig afholdt mig fra at prøve.

Nemo!

En undervandssnegl. De er mellem 0,5 cm til 12 cm og på ingen måde grå som dem i baghaven.

Når man dykker om natten bliver alt en smule mere bizart. Det her er en levende organisme, som har lange udstrakte 'grene'. Når man så lyser på den med sin lygte krøller den sig sammen, indtil den ser sådan ud.

Slukkede man sin lygte kunne man se, at algerne overalt i vandet omkring en var selvlysende neongrønne.

Det her er endnu en undervandssnegl.. og muligvis det bedste billede jeg har fået ud af mit gamle kamera. Det har altid været umuligt at kunne fokusere på noget så småt og samtidig bevare farverne, men ved hjælp af ekstra lys fra min lygte (fordi min blitz er i stykker), god tålmodighed og en naturlig tri-pod bestående af en sten kunne det lade sig gøre. 

Det her.. er dykkerens Holy Grail. En manta ray. Jeg har kun set én før på mine 200 dyk, og man siger at der er 1/500 chance for at se en. Istedet for at skrive en bog om min glæde ved det her, kan jeg referere til et tidligere indlæg dedikeret til mit første møde en manta:
http://johanneshoseth.blogspot.com.es/2013/02/oh-crikey-thats-big-one-right-there.html

Og lige en sidste ting. Jeg brugte min resterende luft ved mine dyk på at lære at lave air rings. Det lidt som at lave røgringe, bortset fra at dette er under vand. Og så kan jeg selvfølgelig ikke lave røgringe, fordi jeg ikke ryger, mor.

Og det fører mig til nu. Her bor jeg det næste stykke tid - i Málaga med konstant svømmehud mellem tæerne og en roomie på 2,15m. som hedder Luke. Det har været svært at overbevise mig selv om, at en tur til noget så ikke-eksotisk som det sydlige Europa kunne være interessant nok til at skrive om. Her er ingen historier om fem meter lange krokodiller eller faldskærmsudspring fra 10.000 fod; kun nogle linjer om mine 11 til 13 timer lange dage på dykkercenteret med nervøse børn som aldrig har haft svømmefødder på og nu skal til at trække vejret under vand.

¡Vamos a la playa!

The SS Yongala

Det allersidste dyk her i Australien.. og det bedste!

I weekenden tog jeg til den lille by Ayr, 80 kilometer syd fra Townsville, for at dykke ved SS Yongala - et over 100 meter langt skibsvrag, der er kåret som det absolut bedste dyk i hele Australien.. bedre end alt i og ved Great Barrier Reef. Det er desuden også det 3. bedste vrag at dykke ved i hele verden!
   Det var fuldstændig lige meget at mit firma ikke kunne give mig en gratis tur ud, og at jeg var nødt til selv at betale for en tur med et andet firma. Jeg var nødt til at opleve det. Men som det forkælede øvre middelklasse-barn jeg er, fik jeg hurtigt et opkald fra min far, som gerne ville give mig denne oplevelse. Lidt skyldig men mest glad tog jeg imod. Tak, far!

Lørdag eftermiddag tog jeg bussen og blev fra busstoppestedet hentet af to 28-årige fra dykkercenteret. De var i gang med at tage DiveMaster-kurset og var overraskede over, at jeg som 20-årig allerede havde taget det. Da vi ankom til centeret, og jeg havde mødt alle, fandt jeg dog ud af, at en stor del af kunderne var DiveMasters eller instruktører, hvilket er absurd sjældent - dykket er også kendt for at være krævende pga. dyb beliggenhed, strøm, bølger på overfladen og fare for dykkersyge.
   Før søndag, dagen vi skulle dykke, brugte vi lørdag aften på bare at hygge ved dykkercenteret, der mindede mig meget om mit Byron Bay-dykkercenter. Good vibe!

Tv-stuen.

Centerets basketball-bane. Bawlin'!

Udendørs café.

Søde mennesker! Taylor, min DiveMaster-makker Ashley, hendes veninde og en svensk DiveMaster.

Vi var lidt nervøse: Firmaet havde ikke taget kunder med ud pga. dårlige forhold i en hel uge. Men søndag kom, og vi tog ud, hvor dårlig sigtbarheden end måtte være. Jeg var så utroligt dum at have glemt mit undervandskamera hjemme i Townsville, hvilket jeg stadig ærgrer mig over! Jeg fik dog vores instruktør til at tage tage billeder for 35 dollars ekstra, og selvom han viste sig ikke at være den bedste fotograf, har redigering hjulpet en del på det!

All geared up!

Efter en halv times sejllads er vi midt ude i ingenting. Det første jeg lægger mærke til er.. blåt vand! Blåt vand betyder god sigtbarhed. Alle er overraskede. Jeg forventede 3 meters sigtbarhed, men der viser sig at være 15 meter, hvilket er fantastisk for det her sted! Så vi hoppede i vandet og dykkede ved Australiens bedste sted med perfekte forhold. Jeg behøver ikke at sige det var godt. Det var nok det bedste af alle mine 185 dyk fordelt på 10 år.

   Som vi forsvandt ned i dybet, forstod jeg at det faktisk mere er fiskene, der gør dette sted specielt - mere end vraget selv. Eftersom Yongala har ligget på bunden i over 100 år, er det med tiden blevet til et kunstigt rev, der er samlingssted for de største fisk i Australien. Nogen har uden tvivl fodret dem med steroider!

1,7 meter lang napoleonsfisk - den samme slags, som var kælen i Cairns (se evt. mit indlæg 'Ugen på det blå')

Chiller med en hawksbill skildpadde, du ved.

100.000.000 sushi-ruller lige der!

1,5 meter lang giftig søslange. De svømmer op til overfladen for luft. Heldigvis var der ingen i nærheden, da vi var der. Ikke at de skræmmer mig eller noget, nehej...

Gigant trevalley.

En batfish..

MANGE batfish.

Sløret billede af en grouper.. på 120 kilo. Billedet kan slet ikke beskrive hvor stor (og grim) den i virkeligheden er.

Kæmpe stime af barracuda.

Helt overvældede kom vi op fra vores første dyk. Ikke alene var alle fiskene bodybuilders.. de havde også taget alle deres Brian-venner med sig. Stimerne var enorme, og nogle gange befandt man sig i midten af hundrede af store fisk, der jagtede mindre fisk.

   Efter hurtig frokost på båden gjorde vi klar til andet dyk, hvor vi kiggede lidt mere på selve vraget.

Det her, læsere.. er en guitar fish. Sjælden (jeg har kun set én på 185 dyk) og en blanding mellem en rokke og en haj. Ok oppe at køre!  

Den svenske DiveMaster.

Frit svævende og glad for så god en oplevelse ved mit sidste dyk!

Siden af vraget, hvor der engang var vinduer. Nogle få vinduer er der stadig!   

Marble ray/bull ray. De tingester er gigantiske! De er tykkere end almindelige rokker og vejer derfor en hel del!

Eagle ray - den smukkeste og mest eftertragtede rokke efter Manta ray'en. Jeg tror at halen alene er omkring 3 meter lang.

Med tusind ting at tale om vendte vi tilbage til dykkercenteret, hvor resten af crew'et havde forberedt et barbeque. Jeg er glad for at have fanget så stor en oplevelse, som Yongala var, før jeg skal hjem om en lille uge. Efter sigende er der ikke meget dykning på uni, jo!