Ugen på det blå

En af de tre sidste uger jeg havde i Cairns blev brugt på havet. Jeg fik kontakt med dykkerfirmaet Deep Sea Divers Den, som gerne ville have mig med som frivillig ’hostie’. Det skal lige siges, at jeg i månedsvis havde prøvet at finde et betalt arbejde som Dive Master i Cairns; hovedstaden for The Great Barrier Reef. Men regulationer i Queensland, hvori Cairns er, gør at Dive Masters skal have lige så meget i løn som højereuddannede instruktører og samtidig, som det eneste sted i hele verden, er begrænset med, hvad de må gøre i forhold til deres kvalifikationer. scumbag Queensland!..

Så med stor forventning hoppede jeg på båden, der tog os 150 km. ud fra kysten til nogle af de bedste rev i verden. Desværre var rollen som frivillig ikke så udfordrende som det, jeg lavede i Byron Bay - jeg blev degraderet til opvasker. Men det var jeg velvidende om og tog alligevel af sted, fordi jeg var nødt til at se verdens største rev!  Jeg kom til at arbejde i bådens køkken med kokken Joel og servicechefen Nina. Og tro mig når jeg siger: Joel laver det bedste mad, jeg nogensinde har smagt.. nogensinde. Mere end alle fine restauranter jeg har været på, forstod han at gøre mad magisk. Kun 7 kg. blev taget på den uge, hvilket, maden taget i betragtning, er godt gået!

Min køjeseng - king size.

Fællesområdet med kæmpe TV. Tror nok lige vi så Magic Mike fulde!

Bagerste del af båden, hvor alles dykkerudstyr var fastspændt.

Bådens top deck - det er her, gyldenrød hud er skabt!

Nina og Joel, der tog fri en times tid for at dykke med mig.

Jeg formåede at dykke 16 gange på fem dage, hvilket er meget. Så 3-4 dyk om dagen inklusiv stressende arbejde derimellem gjorde mig trættere, end jeg længe har været. Her er nogle af alle de ting, vi så! Taget med mit gamle Olympus undervandskamera.

Barracuda.

Dragefisk.

Jeg kigger altid op, når jeg er nede i dybet - for dette er hvad jeg ser.

1 meter lang pufferfish. De oppuster sig og bliver gule, hvis de er skræmte.

To plettede rokker, der flirtede for vildo!

Når solen sank i havet, fulgte vi med. Hver aften var der natdyk, hvor man fik stukket en lygte i hånden og skubbet i total mørke. At natdykke er anderledes end at lede efter stikkontakten i et mørklagt rum. Det er som et gyserspil, hvor man kun kan se smal kegle af lys i et hav med 1,3 meter lange rovfisk.. og hajer. Det bedste og vildeste ved natdyk nær disse rev var, at de store rovfisk, Gigant Trevalleys, havde lært at jage mindre fisk via lyset fra vores lygter. Det betød, at hvis man pegede på en mindre fisk, dræbte en trevalley den to sekunder efter. Bum - step-in for Gud!

   De mellemstore og store fisk tiltrak så hajer - deraf gyserspilfornemmelsen. Nogle gange var de kun én meter fra at strejfe ens ben. Her er bevis - taget med kompaktkamera i næsten totalt mørke.

En hvidtippet revhaj. 

De næste par dage så vi endnu flere skabninger. Tag et kig!

NEMO!.. eller - en form for Nemo. 

Trevor - en af mine fine dykkermakkere.

Gignat morray (moræne).

En gemt grotte Trevor og jeg ved tilfælde fandt. Vi startede med at svømme i total mørke, indtil grotten åbnede sig op og lysstråler glimtede fra oven. Undervandsgrotter er blandt mine yndlingsting i hele verden - på niveau med vinterfrakker, flødepasta og bands jeg kan føle mig hipster over. 

Til sidst vil jeg gerne vise nu en af mine bedste venner; Wolly! Wolly er en 1,8 meter lang napoleonsfisk, der som den eneste af sin art viser menneskelige tenderser ved at ville kæles. Jeg kælede for en fisk, der var lige så lang som mig selv.. Great Barrier Reef, man! 

Charmetrolololold!