Road trip - del 2

Aftenen og al dens alkohol efterlod min krop tung og ufunktionel.. hvilket jo ikke er smart, når tour guidene råber alt for højt om alverdens ting, som tilsyneladende er spændende. Morgenen var ikke videre højdepunktsagtigt, men efter en masse frugt og vand, var jeg tilbage til normal igen.

Med en sundere attitude til dagen steg jeg på bussen med alle de andre, og vi kørte til vores første stop: Et vejskilt.. spændende! Vi stoppede på usandsynligt, japansk, turist'ish vis, og tænkte at vi kunne bruge et passende billede dertil.

Super. Kort tid efter gjorde vi endnu et hurtigt stop til et udkigspunkt, som ikke havde videre betydning, udover at der var flot. "Men det skal man heller ikke kimse af", siger Janne, som åbenbart lever i det 19. århundrede.

På vejen fortalte Brad os, at byen vi passeredes golfbane havde en del problemer: Da banen blev bygget var det førhenværende naturlige område beboet af en stor gruppe kænguruer, og som golfbanen skred frem, blev de gamle beboere ved med at gå tilbage til deres hjem. Det betød at da vi stoppede op for at kigge, fandt vi vilde kænguruer midt på golfbanen, til stor frustration for de ældre overklassegolfspillere.  

Efter at have passeret Mel Gibsons sommerhus (uhhhhhhhh - star struck!), fandt vi frem til et fyrtårn, som åbenbart var kendt af alle australiere. Fyrtårnet var hvor et gammelt børneshow tog sted, som handlede om en familie, der flyttede ind i det hjemsøgte fyrtårn. Jeg har bare et eller andet med fyrtårne; de er på en måde noget specielt, og Byron, som jeg arbejde i, blev helt bestemt et mere 'ikonisk' og flot sted af at have et fyrtårn. Her er det hjemsøgte børneshowsfyrtårn!

Senerehen syntes Brad og Liam at vi var i underskud af sødhed, så de tog os til en dyrepark med australske dyr, som på hver sin vis har haft problemer eller været skadet i naturen. Så mere et rehabiliteringscenter, var det. Dyrepasserne og dyrlægerne havde alverden af kærlighed til de skadede dyr, og det var tydeligt at de blev passet godt på. Samtidig kunne man købe semidyrt fodder og fodre stort set alle dyr, de havde. Pengene gik til at holde centeret kørende, og det var nok ikke tilfældigt at vi stoppede forbi her.

Nu gik turen endelig til Philip Island - pingvinøen! Vi havde i dagevis glædet os til pingvinparaden, hvor de 30 centimeter høje 'små pingviner' går fra vandet og op i klitterne til deres hjem, Alt dette skete ved solnedgang, så vi havde stadig god tid til at se en masse andet før. Philip Island er bl.a. kendt for nogle af de højeste bølger i Australien, så hvert år bliver en af verdens største surferkonkurrencer holdt her - RipCurl-konkurrencen. Vi besøgte flere strande og jeg fangede ved en af strandene en surfer i at lave 360 flip! 

Til aftensmad bestilte vi pizza og tog det med ud i en park. Jeg spiste, som havde jeg kun én dag i Australien tilbage, så derfor valgte jeg 'Crok-a-roo' med krokodille- og kængurukød. 

Åbenbart smager krokodille af, hvad man fodrer dem. Så det smager typisk af fisk eller kylling.
Heldigvis var min kylling! 

Efter mad var vi super klar på at se miniaturepingviner gå på række, men først tog vi til et andet sted for at se  om nogle pingviner var blevet hjemme fra dagens arbejde med at finde mad i havet. På vejen fortalte Brad os, at til selve paraden var det ikke tilladt at tage billeder, fordi gangen fra havet og op til deres hjem netop var deres mest sårbare tid på dagen. Derfor ville bare én blitz sende dem direkte tilbage i havet. Vi var skuffede, men forstående. Heldigvis var det muligt at tage billeder, hvis vi fandt nogle førhen, som var blevet hjemme. Det tog lidt tid, da pingvinerne gemte sig for den kolde vind, og dermed også gjorde det svært for os at finde dem. Først fandt vi nogle på afstand. Så flere også på afstand, og til sidst fandt vi nogle kun en halv meter fra os. Er i klar? Sådan helt seriøst, pas lige på jeres hjerter ikke smelter!

IT'S SO FLUFFY!

Vi ankom nu til der, hvor pingvinparaden hver aften fandt sted, få kilometer fra vores tidligere stop. I et pingvinpar skiftes hannen og hunnen hver dag til at passe på deres unger (de får altid to), og til at jage efter mad i havet. Når hannen/hunnen er færdig med at jage, venter de til at der er blevet mørkt nok til at rovdyrene på land er faldet i søvn, for så at gå fra vandet til sikkerhed. Stedet var oplyst med neutrale og svage lys, som gjorde at vi kunne dem uden at de blev skræmt væk. De gik trippende i små grupper på stranden, og kravlede klodset op ad klitterne, og aldrig har vi set noget så sødt. Det var nemt at følge dem hele vejen op til deres hulehjem via stier, og vi så på en helt ny måde en skrøbelig del af naturen, tæt på. 

At bussen kun var fyldt 1/3 op, til at vi havde ekstra tid til at se flere ting, til to guides, til koalaer/kænguruer/pingviner til barbeque i natten. Alt ved vores road trip har været for vildt, og jeg så mere på to dage, end jeg troede muligt.