Nissehuer og shorts

Det var uundgåeligt. Jeg havde gruet mig i ugevis. Jeg skulle finde mening med julen uden familie, sne og traditioner. Heldigvis stod de 14 andre dykkerguides i samme situation, hvilket betød at vores alternative jul blev en fælles oplevelse. Den 24. startede med briefing fra dykkercentrets ejere, som kort opsummeret lød: "I har centret for jer selv, mens vi holder ferie med vores familier. Lad nu være med at gå kold i poolen". Det var som at sige til et barn, at småkagerne på bordet ikke måtte spises..
   Efter briefingen skyndte vi os til en Bottle Shop for at købe øl, før vi tog til en øde og fantastisk strand 30 min. fra vores hjem. Her surfede vi, drak og så solnedgangen. Dagen sluttede med temaaften på Aquarius, som tilfældigvis var jelly-wrestling, kun med piger. Uden tvivl den mest alternative jul, jeg nogensinde har haft.

Den 25. startede på alles vegne med tømmermænd, hvilket tog et par timer at overkomme. Henne på eftermiddagen holdte et kæmpe barbeque med penge, som vi havde brugt tre uger på at spare sammen.. vi spiser stadigvæk rester. Glade, mætte og endnu en gang fulde hoppede vi i poolen og fjollede indtil solen gik ned, for så at se Family Guy (druklegsversion).

Life. is. good.

(Taget af Tatz)

(Dat Ass - taget af Tatz)

(Taget af Tatz - collage af mig)

Den rigtige vej

På vej til hotellet Aquarius, hvor vi frivillige på dykkercenteret kan få gratis mad. Der er to veje
derhen - den korteste og en lidt længere vej med diverse restauranter. Vi valgte den længste,
og stødte på ham her.

Byron Bay

Forestil jer et australsk Woodstock/surfers paradis/mødested for alverdens backpackere. Det er Byron Bay. Her har jeg været i snart en uge. Jeg bor på et dykkercenter sammen med 14 andre frivillige fra 18-29 år, og ja.. det er absolut fantastisk. Ved sidste indlæg prøvede jeg at sætte ord på, hvad dette sted og de ting, jeg har oplevet, gør ved mig. Alle de overvældende følelser hænger stadig ved.

Dykkercenteret består af to etager; gulvplanet med selve dykkerbutikken, undervisningslokaler, depotrum til alverdens udstyr og en pool, hvor kunder kan prøve dykning i praksis. Overetagen er vores - de frivilliges. Her bor vi i hostel-lignende værelser med fælleskøkken, -rum og -terrasse. Vi surfer, går på bar, ser film og tager på roadtrip sammen.
   I går tog franske Annastassia, cannadiske Holly og jeg til en strand, ca. 10 minutters kørsel fra dykkercenteret. Her badede vi og var med til at holde barbeque med nogle af Annastassias venner. Da solen hang lavt på den skyfrie himmel, besluttede vi os for at tage til Byrons fyrtårn, som har områdets bedste udsigt for at se solnedgangen. Bagefter tog vi på, hvad der er blevet kåret som Austaliens bedste sushirestaurant sammen med tyske Josef. Det er en af de dage, hvor man bare tænker.. åh!

Annastassia.

Holly.

En af barbequens mest populære deltagere.

En organisk farmer og over-all sej herre!

Realitetsforsvinden

      Det er sjovt, hvordan

       timer smelter sammen

       til dage, der smelter sammen

       til en perlekæde af glimtende øjeblikke.

      Det er sjovt, hvordan

       'livsglæde' redefineres,

       hvordan drømme får natten til at eksplodere,

       og hvordan nyt bliver en normal,

       alle deler.

      Det er sjovt, hvordan

       jeg har fundet paradis.



Flysæder kan kysse min røv!

At komme til Australien er en lang proces. Længere end lang, faktisk. Jeg tilbragte knapt 24 timer fordelt på 5 flyture, og skulle desuden vente i hver eneste lufthavn. Den længste ventetid var de 9 timer i Düsseldorf. Jeg var klar på den rastløses helvede. Jeg ankom og lufthavnen var virkelig speciel.. på en dårlig måde.

På trods af dens enorme størrelse, var det som om, at de havde glemt at putte noget deri. Den var kold og steril, selv for en lufthavn at være. Så jeg besluttede mig for at crime-ride'e hele vejen til Düsseldorf centrum. Her var stemningen en helt anden. Mere a la 'lad os spise os tykke i bratwürst og være julede'. Det gjorde 9 timers ventetid til 9 timers oplevelse.

Nu er jeg ankommet til Brisbane, og har været her i halvandet døgn. Min veninde Trine, som er au pair for en sindssyg(t) rig og lykkepillespisende familie, viste mig rundt. Wauw. Det er som et mindre og mere håndgribeligt New York, hvor folk går med evige sommersmil på læben. Alene dét har været hele flyturen værd.

      Nu begynder det.

Et forsigtigt hint

Som tidlig julegave fik jeg blandt andet dette Hangover Kit fra min norske familie. Det er anden gang jeg har fået sådan et fra familiemedlemmer.. mon de prøver at fortælle mig noget?

Hangover Kit - feel better than you deserve