På ny

I tre uger har denne side stået stille. Det har jeg ikke.. slet ikke.

Den mindre by Cairns har i tiden været min ramme, men jeg har rykket mig enorme afstande i det at vokse. Det har været svært for mig at beskrive, hvordan jeg har haft det, og det har nok gået mig på, at jeg ikke har prøvet. For denne blog er lige så meget til mig som til jer, og mit fremtidige ’jeg’ har brug for at høre om nogle af de vigtigste uger i hans liv.
   I tiden har jeg været oppe, og jeg har været nede. Jeg har følt mig alene, men jeg har fundet venner. Jeg har følt mig isoleret, retningsløs og frustreret men også tryg (tak, Janne), levende og meningsfuld. Jeg har festet og drukket men også ædrueligt forholdt mig tilbage af respekt. Jeg har talt med folk af anden mening, motivation og forhåbning til livet, og hvad det indebærer. Jeg har sprunget ud af et fly, kun for at mærke mit hjerte som var der hele tiden. Jeg har snakket med rejsende venner om at bryde gitteret for et normalt liv af skematiseret uddannelse, penge, hjemmebliven, kone og depression. Jeg har været en ateist i en ekstremistisk kirke. En fanatisk mand har talt i tunger og tvunget Jesus gennem mig foran hundrede af mennesker, hvorefter jeg på ikke så magisk vis blev skubbet til gulvet. Efterfølgende var kun det samme og troen på videnskab.

Jeg har været fortvivlet, da min kæreste rejste hjem, og jeg lå syg tilbage med feber og mørke følelser. Men alt blev bedre og jeg samlede mig selv op, tog ud på havet, dykkede ned og så en ny verden. Uden kontakt til omverdenen i en uge havde jeg kun hårdt arbejde at tage mig til, udforskning af naturen og, i pauserne, tankerum.

Og når jeg følte, at jeg ikke havde mere at føle, vendte jeg mig til litteraturen og musikken for mening. Min bog ’Terningemanden’ omhandler en samfundskritisk psykolog, der forsøger at nedbryde jeg’et komplet ved at agere atypisk, indtil der ikke er et adfærdsmønster og et ’jeg’ tilbage.

”Følgelig rejser vi hver for sig til Fort Lauderdale, til Vietnam, til Marokko, eller bliver skilt, står i forhold til en eller anden eller prøver et nyt job, et nyt kvarter, et nyt stof, i et desperat forsøg på at finde noget nyt. Mønstre, mønstre, oh, at bryde disse lænker! Men vi haler vores gamle jeg’er med os, og de tvinger deres solide egetræsrammer ned over al vor erfaring.”

Med ønsket om at beholde mit ’jeg’, er alt det her nok mere en udvikling frem for en erstatning. Men jeg er blevet gladere. Jeg føler at meget i tilværelsen er vigtigere, end det var før, og jeg ser på ting anderledes. I hele mit liv har synlig udvikling taget måneder og år, og skulle jeg selv læse alt dette, før det skete, ville ordene virke tomme og falske. Jeg ved ikke, om ændringen kan ses af andre, men jeg ved, at de sidste tre uger har betydet meget. Hvis en rejse til den anden ende af verdenen om noget har et formål, er det dette. Tak.   

”It’s all to move on,
to the seas if they will take you home.
It’s a journey just to find your own.
It will take your hate,
when you find that place”

Krokodille-mekka!

Når arbejdssøgning frustrerer, og man føler, at man ikke kommer nogle vejne.. så tager man til en krokodillefarm for at se en 5 meter lange krokodille hoppe op i luften, som råber: "Jeg tager din arm!".. True story.

Nogle dage tilbage tog Janne og jeg til Australiens bedste krokodillefarm, og det var en af de bedste dage, vi nogensinde har haft.
   En times kørsel fra vores nuværende by, Cairns, lå den berømte farm, som for kundernes 33 dollars gav uendeligt mange shows med krokodiller, slanger og alle andre søde/farlige australske dyr. Lige så snart vi kom, begyndte 'krokodillefodring'. Værten var mere eller mindre Crocodile Dundee - en stereotyp australsk outback-mand med stråhat, beskidt tøj og et ordforråd bestående af 'oy', 'good on ya' og 'crikey, that's a big one right thur'. 

   Krokodillen jeg har billeder af, var med sine 5,2 meter en af de største i Australien, og når den bed kæberne sammen, gav det genlyd i hele skoven.

Krokodiller har det kraftigste bid af alle dyr i hele verden, og de virkede umiddelbart ikke som de bedste at støde på. Saltvandskrokodillerne, som de hedder, lever faktisk i ferskvand (80% af dem), og derfor kalder de lokale dem for alt andet end deres (u)rigtige navn.

Bagefter viste Hr. Dundee os en mindre race, ferskvandskrokodillerne. De var 1,5 meter og ikke dødelige som de store monstre, men ikke desto mindre så de stadig ret så aggressive ud!

Dette sted var dog mere end bare en turistattraktion; det var en farm, og det betød at de opdrættede krokodiller for at sælge kød og skind. Skindene er det, der står i høj kurs, og samtlige skind fra den her farm bliver solgt til Louis Vuitton. Der var hundrede og atter hundrede af dem, og de bed ofte hinanden, som på billedet (krokodillen i midten). 

Efter så mange krokodiller følte vi, at det var tid til et indskud af sødhed. Derfor gik vi over til deres park med kænguruer!

Oh. Har jeg fortalt jeg om kænguruens charmerende lillebror, wallabyen?

"Ey.. Ey., gurl." 

 "Wassup, gurl? U looking fine."

Udover det var vi til et foredrag om slanger, som var super spændende. Der blev på et tidspunkt sagt noget med, at ud af de 14 dødeligste slanger i verden fandtes 12 af dem i Australien. Så det er jo super!

En krokodille brugte pludselig overraskelsesmomentet og skræmte Janne. 

 ...Da det gik op for hende, hvor tæt hun var på at miste armen.

Efter lidt tid fik vi pulsen ned, og snart efter fandt vi den flotteste fugl, jeg nogensinde har set; det var en cassowary. 

Jeg håndfodrede den 2. tungeste fugleart i verden! De er fjernt beslægtede med strudse og kan heller ikke flyve. For mig var det dagens højdepunkt!

Sidst på dagen fandt vi en koala - bare lige sådan for at gøre vores dag perfekt.

Hvis nogle af jer skal til Australiens østkyst, er det her en af de sjoveste ting at bruge en dag på! Krokodiller og en mærkeligt farvet 'struds' med horn - det er alt, man kan ønske sig.