torsdag den 6. juni 2013

The SS Yongala

Det allersidste dyk her i Australien.. og det bedste!

I weekenden tog jeg til den lille by Ayr, 80 kilometer syd fra Townsville, for at dykke ved SS Yongala - et over 100 meter langt skibsvrag, der er kåret som det absolut bedste dyk i hele Australien.. bedre end alt i og ved Great Barrier Reef. Det er desuden også det 3. bedste vrag at dykke ved i hele verden!
   Det var fuldstændig lige meget at mit firma ikke kunne give mig en gratis tur ud, og at jeg var nødt til selv at betale for en tur med et andet firma. Jeg var nødt til at opleve det. Men som det forkælede øvre middelklasse-barn jeg er, fik jeg hurtigt et opkald fra min far, som gerne ville give mig denne oplevelse. Lidt skyldig men mest glad tog jeg imod. Tak, far!

Lørdag eftermiddag tog jeg bussen og blev fra busstoppestedet hentet af to 28-årige fra dykkercenteret. De var i gang med at tage DiveMaster-kurset og var overraskede over, at jeg som 20-årig allerede havde taget det. Da vi ankom til centeret, og jeg havde mødt alle, fandt jeg dog ud af, at en stor del af kunderne var DiveMasters eller instruktører, hvilket er absurd sjældent - dykket er også kendt for at være krævende pga. dyb beliggenhed, strøm, bølger på overfladen og fare for dykkersyge.
   Før søndag, dagen vi skulle dykke, brugte vi lørdag aften på bare at hygge ved dykkercenteret, der mindede mig meget om mit Byron Bay-dykkercenter. Good vibe!



Tv-stuen.

Centerets basketball-bane. Bawlin'!

Udendørs café.

Søde mennesker! Taylor, min DiveMaster-makker Ashley, hendes veninde og en svensk DiveMaster.



Vi var lidt nervøse: Firmaet havde ikke taget kunder med ud pga. dårlige forhold i en hel uge. Men søndag kom, og vi tog ud, hvor dårlig sigtbarheden end måtte være. Jeg var så utroligt dum at have glemt mit undervandskamera hjemme i Townsville, hvilket jeg stadig ærgrer mig over! Jeg fik dog vores instruktør til at tage tage billeder for 35 dollars ekstra, og selvom han viste sig ikke at være den bedste fotograf, har redigering hjulpet en del på det!


All geared up!




Efter en halv times sejllads er vi midt ude i ingenting. Det første jeg lægger mærke til er.. blåt vand! Blåt vand betyder god sigtbarhed. Alle er overraskede. Jeg forventede 3 meters sigtbarhed, men der viser sig at være 15 meter, hvilket er fantastisk for det her sted! Så vi hoppede i vandet og dykkede ved Australiens bedste sted med perfekte forhold. Jeg behøver ikke at sige det var godt. Det var nok det bedste af alle mine 185 dyk fordelt på 10 år.
   Som vi forsvandt ned i dybet, forstod jeg at det faktisk mere er fiskene, der gør dette sted specielt - mere end vraget selv. Eftersom Yongala har ligget på bunden i over 100 år, er det med tiden blevet til et kunstigt rev, der er samlingssted for de største fisk i Australien. Nogen har uden tvivl fodret dem med steroider!


1,7 meter lang napoleonsfisk - den samme slags, som var kælen i Cairns (se evt. mit indlæg 'Ugen på det blå')

Chiller med en hawksbill skildpadde, du ved.

100.000.000 sushi-ruller lige der!

1,5 meter lang giftig søslange. De svømmer op til overfladen for luft. Heldigvis var der ingen i nærheden, da vi var der. Ikke at de skræmmer mig eller noget, nehej...

Gigant trevalley.

En batfish..

MANGE batfish.

Sløret billede af en grouper.. på 120 kilo. Billedet kan slet ikke beskrive hvor stor (og grim) den i virkeligheden er.


Kæmpe stime af barracuda.

Helt overvældede kom vi op fra vores første dyk. Ikke alene var alle fiskene bodybuilders.. de havde også taget alle deres Brian-venner med sig. Stimerne var enorme, og nogle gange befandt man sig i midten af hundrede af store fisk, der jagtede mindre fisk.
   Efter hurtig frokost på båden gjorde vi klar til andet dyk, hvor vi kiggede lidt mere på selve vraget.


Det her, læsere.. er en guitar fish. Sjælden (jeg har kun set én på 185 dyk) og en blanding mellem en rokke og en haj. Ok oppe at køre!  

Den svenske DiveMaster.

Frit svævende og glad for så god en oplevelse ved mit sidste dyk!

Siden af vraget, hvor der engang var vinduer. Nogle få vinduer er der stadig!   

Marble ray/bull ray. De tingester er gigantiske! De er tykkere end almindelige rokker og vejer derfor en hel del!

Eagle ray - den smukkeste og mest eftertragtede rokke efter Manta ray'en. Jeg tror at halen alene er omkring 3 meter lang.



Med tusind ting at tale om vendte vi tilbage til dykkercenteret, hvor resten af crew'et havde forberedt et barbeque. Jeg er glad for at have fanget så stor en oplevelse, som Yongala var, før jeg skal hjem om en lille uge. Efter sigende er der ikke meget dykning på uni, jo!