'I hope that in my lifetime'...

I dag fandt jeg en udstilling i en lille sidegade her i Melbourne. Jeg gik blot forbi, men lagde mærke til noget enormt i venstre øjenkrog. Janne og jeg stoppede hurtigt op, og gik ind til et massivt virvar af tråde og sedler. Det lignede umiddelbart alternativ kunst, men det viste sig at være noget helt andet.. en kvinde, som taget ud fra 80'erne med højtaljede trompetbukser og tykt pandehår, fortalte os at hver eneste af de tusinde sedler havde et nedskrevet håb/drøm fra mennesker verden over. Udstillingen, hun og en mand havde, rejste rundt overalt, og med tiden var det blevet til den enorme samling, vi mødte.
   Udover det var væggene dækket med hundrede af flotte billeder, og i midten af lokalet havde de noget, der hed Band4Hope. Det var kobber&zink-armbånd, som man kunne købe for 25 dollars. Armbåndene er lavet i Afrika og hjælper til at støtte 80 familier, som står for dem. Hvert armbånd har et unikt ID-nummer, og meningen er at man skal give til en speciel person, man møder på ens rejse. Årmbåndet går så videre fra person til person, og fordi det unikke armbånd kan trackes, kan man se dets rejse online. Ret så cool!

Ved udstilllingen faldt vi i snak med en pige, som bor her i byen, og hun var så sød at tilbyde at være en personlig guide for os, og vise de spændende steder her, bare fordi. Så alt ved udstillingen gav bare gode følelser.

Nu skal vi i seng, fordi vi skal tidligt op på roadtrip/ranch/pingvintur.

Melbourne gør det godt!

Med fly tog Janne og jeg fra flotte Brisbane til endnu flottere Melbourne i staten Victoria. I det helt sydlige Australien, var jeg blevet fortalt at der var frysende koldt.. det passer ikke. 30-32 grader, skyfrit og ingen vind er alt sammen fint, men når vores hostel har besluttet at spare penge ved ikke at installere air-condition eller vifter, minder nætterne mest om sommerhede Roskilde-nætter i tætpakkede discounttelte. Udover det har vores hostel, Discovery Melbourne, styr på alt. Jeg mener, hvor mange gange har et hostel en stor og fancy biograf med 30 sækkestole?

Vi ankom den 21., og siden har vi brugt tiden på opleve alt, vi så omkring os her i centrum. Der har været så mange indtryk, at det først nu er gået op for mig at vi har brugt fire dage her uden at lave meget. Byen er bare meget i sig selv!
   Nogle af de ting vi har gjort, har inkluderet: Besøg på museum for australsk kunst og historie, stillesidning foran flot bygning og vandren rundt. En masse vandren rundt.

Vandren rundt.

Vandren rundt på museum.

En af de mange flotte bygninger som udgør Melbourne. Den så vi pga. vores vandring.

Her vandrer vi ikke. Men bagefter vandrede vi!

Det mest spændende vi har været til var White Night for to nætter siden. Her var der hundrede af arrangementer overalt i byen fra 7 om aftenen til 7 om morgenen. Det primære tema var lys, så vi så lasere, indie-film og oplyste bygninger beklædt i dragter af lys. Der var lagt vægt på det alternative og skæve, hvilket jeg elskede. Vi dansede under åben himmel sammen med 1000 andre glade folk, så Melbournes fjord blive forvandlet til en tredimensional skærm og skubbede til oppustelige aliens. Klokken 02 gik vi på McDonalds, og som ved enhver tur i Gaden derhjemme føler man en tung stemme i hovedet, der siger: "Du festede for vildt, men efter fast food kan du ikke gå tilbage. Beklager. You drunk, go home." Så vi gik hjem.

Inden for de næste dage skal vi ud på The Great Ocean Road langs kysten, en tour til alverdens flotte naturvidundere, og efter det skal vi se pingviner gå på række på en strand. Janne beskriver det som 'ARGH, PINGVINER. PÅ EN STRAND. PÅ RÆKKE. FORSTÅR DU?!'.. hun er meget oppe at køre.

Megen kærlighed.

-J

Debut på YouTube

Okay.. så istedet for at skrive om mine første dage med Janne i Brisbane, har vi lavet en film med Jannes Canon 60D. Here you go!

Store ting

Meget er sket siden jeg sidst opdaterede for en uge siden. Min uddannelse trak ud, da vi manglede et sidste dyk ved Julian's Rocks, revet ud fra stranden ved Byron, men dårlige forhold gjorde, at det blev udsat dag efter dag. Efter lang tids venten lod det sig endelig gøre, og på en eller anden måde fik vi gjort et seriøst dyk til ren sjov! På vejen hjem fra øen troede vi, at vi langt om længe var blevet færdiguddannede DiveMasters.. men selvfølgelig ikke. Skipperen stoppede båden 300-400 meter fra stranden og bad os om at svømme resten af vejen. Jeg er stadig ikke sikker på, at det var en reel øvelse, men ikke desto mindre blev vi smidt overbord. På stranden spurgte vi, om vi nu var DiveMasters.. det var vi, og jeg tænkte: "Al den slid og alle de penge har været det hele værd for blot at have sådan en titel!" Det var hårdt, mere end jeg havde forventet, men på vejen tvang det os til at tage ansvar og være professionelle. UPGRADE!
   Dagen efter fejrede vi det med to flasker rom og et FamilyCards-kortspil, som vist ikke blev brugt, som firmaet havde tiltænkt dem.

Det var nu snart tid til, at jeg skulle sige farvel til Byron Bay Dive Centre, hvor jeg har arbejdet og boet med alle de andre frivillige. Men på dagen, hvor jeg skulle afsted, nåede jeg lige at få et fun-dive med Tatz, Chris, Sina og Matt - ingen kunder vi skulle guide, kun sjov. Og i al hemmelighed svømmede vi til det eneste forbudte område i revet; Cod Hole på østsiden. Vi bed af den forbudte frugt og svømmede gennem den fuldstændigt mørke grotte. Store fisk bevogtede indgangen og selve grotten var fyldt med klippeformationer, hvor vi fandt en dragefisk og en Wobbegong-haj. Cool stuff!

En dragefisk. Ikke fra dette dyk, men ganske vist taget af mig.

Senerehen tog vi vores finner af, satte vores nøgne fødder ned i sandbunden under 20 meter vand og løb om kap hen til den næste store klippeformation. En haj på vejen kiggede om noget mærkeligt på os.. men så igen - det gør hajer altid. Fun-dive being fun!

Efter alt det var jeg klar til at sige farvel til dykkercenteret og alle mine venner/kolleger/roomies. Det var trist, men det blev om noget opvejet af at jeg skulle se min kæreste i Brisbane. Hende, som jeg har talt med hver dag af de 2½ måned, jeg har været væk. Og jeg fandt hende smilende i regnen og alt var bedre, end det nogensinde havde været. Store ting. De sidste par dage har vi tilladt os selv den lågsus *du veeeeeeeed' det* at bo på fint hotel, og der er også meget at fortælle om alt, vi har gjort, mens vi har været sammen. Men mere om det snart. Her er hun i sød kjole!

ARGH

'Oh crikey! That's a big one right there!'

Når man dykker er der nogle fisk, man ser så ofte, at de ikke vækker en eneste tanke. Som med alle andre ting, er det sjældne og usete det mest eftertragtede. Så.. der er den her rokke. Den er dykkerens hellige gral. De sidste seks år har jeg dykket omkring 110 gange i flere forskellige verdenshave, men aldrig har denne skabning vist sig. Det er den store Manta Ray og for to dage siden, viste den sig for mig for første gang.

Jeg var på et dyk i led af mit DiveMaster-kursus. Vi lavede navigationsøvelser, da Lizzy, instruktøren, lige pludselig bankede på sin tank og pegede mod syd. Den 6 meter brede skabning svævede forbi, blot 3 meter fra os, lavede et skarpt sving mod os for så at dreje igen og svømme væk. Det hele tog blot 6 sekunder, men alligevel var det en af de vildeste oplevelser, jeg har haft med dykning. Jeg havde desværre ikke kamera med, fordi vi lavede øvelser, så jeg har stjålet et par billeder fra Google, for at vise jer, hvad vi tabte kæber over. 

Jeg tror aldrig jeg vil glemme den oplevelse. Nå, udover det går det fint. Jeg var dykkerguide i dag, igen i forfærdelige forhold, men jeg fik alligevel kunderne til at have en super oplevelse. På mandag har jeg min sidste eksamen - den blev rykket et par dage. Det er kun teori, så det går sikkert fint. Jeg har allerede bestået alt det praktiske. Hej så længe!

Fridag

Nej, vi har ikke haft strømsvigt i en uge. Jeg har bare haft utroligt travlt med min DiveMaster uddannelse. Det er dog uden tvivl den sjoveste uddannelse jeg har taget: Det at kunne lære andre at dykke er utroligt givende.  Vi starter klokken 8:00, og bruger tiden i poolen, teorilokalet, havet eller på en sportsplads, omvandrende med hovedet helt ned i et kompas for at finde vej.. på en sportsplads. Den del skabte en del forundrede blikke fra passerende mennesker. Nå, men alt er godt, bortset fra instruktøren, Lizzys, afstraffelsesmetode: Ølbøder. Hver gang vi laver en fejl, stor eller lille, skylder vi dykkercenterets ejere en øl. Nogle gange får vi dem uden videre grund, og nogle gange er det fordi folk (Chris) dykker ned i vandet uden at have åbnet for deres luft, hvilket ikke er super smart, eftersom man som bekendt har brug for luft for at trække vejret og se overskudsagtig ud!

Stormen sidste uge har dog ødelagt en masse ting under vand. Mange koraller, som har taget hundrede år om at gro, er knækket. Sigtbarheden røg også fra de sædvanlige 15 meter til 40 centimeter. Det betyder at man ikke kan se sine egne ben, hvilket har afholdt dykkercenteret fra at tage kunder med ud, den sidste uges tid.

I forgårs havde vi en fridag, som Chris, Sina, Tatz og jeg brugte på roadtrip! Vi tog til et vandfald 40 minutters kørsel fra Byron Bay. På vejen stoppede vi ved en gammel tankstation for at købe mad og fjolle lidt rundt.

Sinas store kamera.

Mit lille kamera (taget af Sina)

Da vi ankom var synet bare utroligt. Og det vildeste er, at sådanne steder er overalt her, hvor jeg bor. Australien er uden tvivl det smukkeste land, jeg har besøgt. Vandfaldet var ikke engang en populær attraktion - ikke fordi det ikke er smukt, men fordi turister har 40 af disse steder at vælge mellem, bare i udkanten af Byron. Det betød at vi havde det helt for os selv!

 

(Taget af Sina)

Nu er det tilbage til uddannelsen. Om to dage har vi vores store eksamen, og jeg føler mig på ingen måde klar.. men gør man nogensinde det? Og så har jeg noget stort at fortælle! Min fantastiske kæreste er så fantastisk at komme til Australien, så vi kan se hinanden, rejse rundt og opleve alverdens ting sammen. Hun ankommer den 14. februar i Brisbane, og jeg håber og arbejder på at blive færdig med min uddannelse indtil da, så vi kan starte vores backpacker-liv sammen så hurtigt som muligt.