Ben

Tænk, hvis man en dag rejste til et andet kontinent for at se, opleve og lære men så aldrig stoppede. Hvis 'hjem' var en definition for noget, der altid ville være en smule utilstrækkeligt, og hvis tryghed kun fandtes i det nye. Mød Ben.

Som rejsende i snart et halvt år har det været svært for mig ikke at sætte spørgsmålstegn ved den ramme, der begrænser vores liv til en serie af fastlagte begivenheder, som vi har fået givet af samfundet på forhånd. Skole, videre uddannelse, et maksimum af to sabbatår for at kunne nå tilbage den virkelige verden bestående af job, jagten på kærlighed, degraderet forelskelse til rutine, børn, frustration, depression, pension og.. død. Jeg ved det - kynisk! Og jeg påstår ikke at være hævet over alt dette, for jeg ender nok stadig med blot at være 'en af mange', trods nuværende større tanker.
   Glæde og skønhed kan dog findes i alle ting, jeg ville beskrive som værende skematiseret. Livsstilen som størstedelen af os påtager er langt fra trist eller negativ. Men hvad hvis man kunne bortkaste alle de forventninger, der får os til at vælge denne måde at leve på? Kunne man få et bedre liv?

Ben er en af de gode venner, jeg fik på det næsten forladte Adventure Backpackers-hostel. Han var del af en gruppe backpackere, der alle havde fået arbejde for United Nations en uges tid før jeg mødte dem (de sagde alle op to uger efter, fordi cheferne snød dem for løn, men det er en anden historie). Han kommer fra nedre Queensland her i Australien. Jeg fandt dog snart ud af, at hans liv på ingen måde ligner mit eller nogle andres. Ben er unik.
   Opvokset på en farm ude i ødemarken af to hippieforældre var kun det første af mange ting, der gjorde mig nysgerrig. Han, jeg og alle de andre sad oppe på taget af vores hostel en aften og drak øl. Vi snakkede om nogle af de kulturforskelle vi oplevede og det gik op for os at Bens barndom var helt speciel. Hans forældre gav ham muligheden for at prøve ALT på hvilket som helst tidspunkt - alkohol, weed, ecstasy, tyveri og sådan cirka alt andet man kan forestille sig var en del af en uudforsket verden, og det var derfor en mulighed for at sætte egne grænser og lære sig selv at kende.
   Som 18-årig følte han. at havde prøvet alt der kunne prøves hjemmefra og tog derfor tre måneder til Asien. Syv år senere møder jeg ham i Townsville, og han er stadig ikke stoppet med at rejse. Det allertydeligste ved at tale med Ben er, at han er glad. Sand, inderlig glæde. Han har brugt flere samtaler, end jeg nogensinde komme til at føre på at lære kulturer og mennesker at kende. Han har skubbet sine grænser til kanten kun for at skubbe dem et hak længere. Han har set titusinde forskellige drømme og frustrationer gennem hans liv som social nomade, og på vejen har han fundet sig selv. Derfor er han så inderligt glad og balanceret.

Han lever på en anden måde, end jeg gør. Det betyder ikke at jeg gør det forkert. Men i ved, når man møder en person, der har en helt speciel aura omkring sig? Bens lyser stærkere, end jeg nogensinde har set før. Hvis jeg ikke prøver at lære af ham, er jeg jo dum.
   Det gik dog op for mig at selvom jeg fandt Ben helt speciel, var jeg for blot én af mange tusinde ansigter han i de sidste syv år havde set. Han bad mig skrive i hans nyeste af fem 'gæstebøger', hvor alle venner han fik på vejen skrev en hilsen. Men det virkede ikke som om han tog noget eller nogle for givet. Jeg og alle de andre mennesker er grunden til at han har opgivet 'hjem'. Ben, jeg håber du rejser så længe, du lærer noget nyt og føler dig levende, hvilket nok er forevigt!

En spøgelsesby med 200.000 indbyggere

En by ulig alle andre. Ubeskrivelig.. men ikke på den gode måde.

De sidste to uger har jeg boet i byen Townsville, 'North Queenslands hovedstad'. Jeg rejste hertil, fordi en fantastisk jobmulighed hos et dykkerfirma viste sig - så det tog jeg og rejste så hurtigt som muligt videre fra Cairns.
   Janne og jeg havde hurtigt passeret byen to måneders tid tidligere, og den halve dag vi brugte der var en halv dag i kulisserne til en gyserfilm, der skulle hedde noget i stil af 'Valley of Silence - where no one can hear your brains getting eaten'.. Det var dødt, er det jeg prøve at fortælle.

Selv hovedgaderne en lørdag formiddag klokken 11:30 ligger øde hen, og de mennesker der så endelig går her er svære ikke at generalisere. Byen består af kæmpe 'surburbian' områder udenfor selve centrum. Alle der bor her er enten nybagte forældre med for mange beskidte bleer til at opretholde humøret, forretningskvinder med kæmpe solbriller, høje hæle og intens parfume der dræber al slags liv i nærheden eller militærmænd, der er del af den store militærbase i byen.. alle med depressioner (Townsville er den by i Australien, der har størst andel folk med depressioner) og alle sky for byens centrum. Modsat mange andre byer i Australien får man en følelse af manglende livsglæde, hvilket er underligt, når flere dele af byen faktisk er flot. Jeg satte mig for at finde alt det specielle ved Townsville!

Street art på vej til arbejde.

Facaden på en ubrugt bygning i midten af byen.

The Bank - en gammel bank, der er blevet til en natklub. Et af de fedeste steder i byen!

The Local Brewery - de brygger alverdens specialøl, som vi hygger over hver fredag eftermiddag. 

Byen er da pæn! Det er kun livlige mennesker der mangler. Den første uge boede jeg på et næsten fuldstændigt tomt hostel nær mit dykkercenter. Heldigvis er jeg blevet venner med en gruppe mennesker, der forstår at gøre livet godt.

(Fra venstre til højre): Tyske Chris, belgiske Sam, engelske Tim, tyske Jannik, belgiske Emilia og australske Ben. Ben er et af de mest fantastiske og interessante mennesker, jeg nogensinde har mødt. Forvent et indlæg om ham snart!

Oh, arbejde! Mit arbejde er alt, jeg havde håbet på! Det er grunden til jeg er her, så hvis det ikke var super, var jeg nok flyttet herfra. Jeg har en masse pool sessions, hvor jeg assisterer instruktører i kurser og desuden en masse refreshers, hvor jeg alene lærer kunder alle færdigheder fra et fuldt 3-dages Open Water kursus på to timer. Det er for tiden det sjoveste ved mit arbejde. Om et par dage skal jeg på endnu en weekendtur til en øde ø, hvor vi overnatter, camper, dykker og så dykker lidt mere. 

Hvis byen er død, mine venner arbejder men jeg har fri er havnefronten det bedste sted at sætte sig ned med god musik og noget at drikke. Jeg finder stadig nye grunde til at være glad i en deprimeret by. Det føles på en måde nødvendigt for at holde sig ovenvande.

Ugen på det blå

En af de tre sidste uger jeg havde i Cairns blev brugt på havet. Jeg fik kontakt med dykkerfirmaet Deep Sea Divers Den, som gerne ville have mig med som frivillig ’hostie’. Det skal lige siges, at jeg i månedsvis havde prøvet at finde et betalt arbejde som Dive Master i Cairns; hovedstaden for The Great Barrier Reef. Men regulationer i Queensland, hvori Cairns er, gør at Dive Masters skal have lige så meget i løn som højereuddannede instruktører og samtidig, som det eneste sted i hele verden, er begrænset med, hvad de må gøre i forhold til deres kvalifikationer. scumbag Queensland!..

Så med stor forventning hoppede jeg på båden, der tog os 150 km. ud fra kysten til nogle af de bedste rev i verden. Desværre var rollen som frivillig ikke så udfordrende som det, jeg lavede i Byron Bay - jeg blev degraderet til opvasker. Men det var jeg velvidende om og tog alligevel af sted, fordi jeg var nødt til at se verdens største rev!  Jeg kom til at arbejde i bådens køkken med kokken Joel og servicechefen Nina. Og tro mig når jeg siger: Joel laver det bedste mad, jeg nogensinde har smagt.. nogensinde. Mere end alle fine restauranter jeg har været på, forstod han at gøre mad magisk. Kun 7 kg. blev taget på den uge, hvilket, maden taget i betragtning, er godt gået!

Min køjeseng - king size.

Fællesområdet med kæmpe TV. Tror nok lige vi så Magic Mike fulde!

Bagerste del af båden, hvor alles dykkerudstyr var fastspændt.

Bådens top deck - det er her, gyldenrød hud er skabt!

Nina og Joel, der tog fri en times tid for at dykke med mig.

Jeg formåede at dykke 16 gange på fem dage, hvilket er meget. Så 3-4 dyk om dagen inklusiv stressende arbejde derimellem gjorde mig trættere, end jeg længe har været. Her er nogle af alle de ting, vi så! Taget med mit gamle Olympus undervandskamera.

Barracuda.

Dragefisk.

Jeg kigger altid op, når jeg er nede i dybet - for dette er hvad jeg ser.

1 meter lang pufferfish. De oppuster sig og bliver gule, hvis de er skræmte.

To plettede rokker, der flirtede for vildo!

Når solen sank i havet, fulgte vi med. Hver aften var der natdyk, hvor man fik stukket en lygte i hånden og skubbet i total mørke. At natdykke er anderledes end at lede efter stikkontakten i et mørklagt rum. Det er som et gyserspil, hvor man kun kan se smal kegle af lys i et hav med 1,3 meter lange rovfisk.. og hajer. Det bedste og vildeste ved natdyk nær disse rev var, at de store rovfisk, Gigant Trevalleys, havde lært at jage mindre fisk via lyset fra vores lygter. Det betød, at hvis man pegede på en mindre fisk, dræbte en trevalley den to sekunder efter. Bum - step-in for Gud!

   De mellemstore og store fisk tiltrak så hajer - deraf gyserspilfornemmelsen. Nogle gange var de kun én meter fra at strejfe ens ben. Her er bevis - taget med kompaktkamera i næsten totalt mørke.

En hvidtippet revhaj. 

De næste par dage så vi endnu flere skabninger. Tag et kig!

NEMO!.. eller - en form for Nemo. 

Trevor - en af mine fine dykkermakkere.

Gignat morray (moræne).

En gemt grotte Trevor og jeg ved tilfælde fandt. Vi startede med at svømme i total mørke, indtil grotten åbnede sig op og lysstråler glimtede fra oven. Undervandsgrotter er blandt mine yndlingsting i hele verden - på niveau med vinterfrakker, flødepasta og bands jeg kan føle mig hipster over. 

Til sidst vil jeg gerne vise nu en af mine bedste venner; Wolly! Wolly er en 1,8 meter lang napoleonsfisk, der som den eneste af sin art viser menneskelige tenderser ved at ville kæles. Jeg kælede for en fisk, der var lige så lang som mig selv.. Great Barrier Reef, man! 

Charmetrolololold!

Prøv lige at tro lidt!

Sidste indlæg var et af de mest personlige og vigtige, jeg har skrevet.. men jeg undlod at gå i detaljer om, hvad jeg rent faktisk har lavet, så det vil jeg gøre nu - startende med mit besøg ved den 'ekstremistiske' kirke.

Janne og jeg havde ved en af vores sidste dage sammen her i Australien månedsdag, og det fejrede vi ved at gå på den ’sunde burgerbar’ Grill’d. Selvom det ikke er det, indlægget handler om, skal det lige siges at burgerne og især pommes frites’ene var fantastiske! Her er et par billeder!

Ved bordet lige ved siden af os var en kæmpe gruppe folk på min alder, der sad tæt sammen, snakkede højt og hyggede. Snart faldt vi i snak med dem, slog vores borde sammen og fandt ud af, at de alle var fra en kirke her i Cairns. De inviterede mig til at komme med til en gudstjeneste søndagen efter, og da jeg var super opsat på at møde nye mennesker efter Jannes hjemrejse, der kun lå et par dage væk, sagde jeg hurtigt ja. Det.. og så var de alle super flinke.

En uge senere henter et par fra kirken mig ved mit hostel og kørte mig med derud. Da jeg kom ind blev jeg budt velkommen med knus og søde ord til en kirke, der bestemt ikke lignede nogen onde. Jeg var overbevist om, at kirken egentlig var en mindre koncerthal. For de havde om noget den vildeste scene med Marshall-forstærkere og PA-anlæg. Men nej.. det var en kirke, der startede med en halv times for vild koncert af et ungt band. Snart efter gik Josh, som jeg mødte ved Grill’d sidste uge, op på scenen og tog fuldstændig kirken i sin hule hånd. Jeg stod sådan lidt ’hey, Josh! Er det ikke meningen at præsten skal tale nu?’. Det viste sig så at 20-årige Josh var den yngste fuldtuddannede præst i hele Australien.
   Den her kirke var fantastisk - jeg undrede mig over, hvordan de kunne få en ateist til at føle sig så velkommen, som jeg gjorde, på trods af vild sang om Gud og ’ameeeen’ (sagt med sort kvindestemme) overalt omkring mig. Freshwater Church tog alle mine definitioner for en kirke og sparkede dem til jorden. Følelsen af livsglæde og fælleskab, der uden tvivl er blevet tabt i kirkerne derhjemme, havde de fundet her.

Det var først da en kendt kristen taler kom til scenen for at prædke, at jeg følte mig fremmedgjort. Han kom helt fra U.S.A. (oh no, here we go), og alle vidste, hvem han var. En mere seriøs og tung stemning lagde sig, snart begyndte folk at tale i tunger, og han gjorde sit bedste for at skabe en form for trance-lignende tilstand, hvor folk kunne komme tættere på Gud. Snart derefter gik han ned fra scenen, løb hen til tilfældige folk og sendte Jesu ånd gennem deres krop med et jerngreb omkring deres hoveder. Hver og en faldt sammen og lå ’bevidstløse’ på jorden. Nogle af dem sprællede. Mit værste mareridt kom til live, da han med hastige skridt løb hen til mig. ”By the POWER OF GOD, I COMMAND YOU TO RISE. RISE, JESUS - THROUGH THIS YOUNG BODY!” råbte han. Det var åbenbart her Jesus skulle flyve igennem mig, men jeg følte intet. Han tav et øjeblik, da jeg mod forventning ikke faldt bagud som de andre. Folk begyndte at vende sig om for at se, hvad der var galt, og med endnu højere stemme prøvede amerikaneren igen. For at undgå en (endnu mere) akavet situation tog jeg et hint, faldt bagud og lukkede øjnende i to minutter. Alt passerede og han kunne fortsætte sin seance som planlagt.

Bagefter var det bare ikke det samme. Jeg sad med det andre i kirkens café og fik lasagne og hyggede, men oplevelsen med den ekstremistiske taler sad stadig dybt. Jeg er dog stadig glad for at blive skubbet langt ud af min tryghedszone og ind til et ukendt miljø. Kirken er stadig den mest fantastiske kirke, jeg har haft fornøjelsen af være i. Alle kendte hinanden og havde en reel interesse i hinandens velfærd. De var et lokalsamfund, der emmede af medkærlighed og glæde, hvilket for mig er uset i Danmark.