Prøv lige at tro lidt!

Sidste indlæg var et af de mest personlige og vigtige, jeg har skrevet.. men jeg undlod at gå i detaljer om, hvad jeg rent faktisk har lavet, så det vil jeg gøre nu - startende med mit besøg ved den 'ekstremistiske' kirke.

Janne og jeg havde ved en af vores sidste dage sammen her i Australien månedsdag, og det fejrede vi ved at gå på den ’sunde burgerbar’ Grill’d. Selvom det ikke er det, indlægget handler om, skal det lige siges at burgerne og især pommes frites’ene var fantastiske! Her er et par billeder!

Ved bordet lige ved siden af os var en kæmpe gruppe folk på min alder, der sad tæt sammen, snakkede højt og hyggede. Snart faldt vi i snak med dem, slog vores borde sammen og fandt ud af, at de alle var fra en kirke her i Cairns. De inviterede mig til at komme med til en gudstjeneste søndagen efter, og da jeg var super opsat på at møde nye mennesker efter Jannes hjemrejse, der kun lå et par dage væk, sagde jeg hurtigt ja. Det.. og så var de alle super flinke.

En uge senere henter et par fra kirken mig ved mit hostel og kørte mig med derud. Da jeg kom ind blev jeg budt velkommen med knus og søde ord til en kirke, der bestemt ikke lignede nogen onde. Jeg var overbevist om, at kirken egentlig var en mindre koncerthal. For de havde om noget den vildeste scene med Marshall-forstærkere og PA-anlæg. Men nej.. det var en kirke, der startede med en halv times for vild koncert af et ungt band. Snart efter gik Josh, som jeg mødte ved Grill’d sidste uge, op på scenen og tog fuldstændig kirken i sin hule hånd. Jeg stod sådan lidt ’hey, Josh! Er det ikke meningen at præsten skal tale nu?’. Det viste sig så at 20-årige Josh var den yngste fuldtuddannede præst i hele Australien.
   Den her kirke var fantastisk - jeg undrede mig over, hvordan de kunne få en ateist til at føle sig så velkommen, som jeg gjorde, på trods af vild sang om Gud og ’ameeeen’ (sagt med sort kvindestemme) overalt omkring mig. Freshwater Church tog alle mine definitioner for en kirke og sparkede dem til jorden. Følelsen af livsglæde og fælleskab, der uden tvivl er blevet tabt i kirkerne derhjemme, havde de fundet her.

Det var først da en kendt kristen taler kom til scenen for at prædke, at jeg følte mig fremmedgjort. Han kom helt fra U.S.A. (oh no, here we go), og alle vidste, hvem han var. En mere seriøs og tung stemning lagde sig, snart begyndte folk at tale i tunger, og han gjorde sit bedste for at skabe en form for trance-lignende tilstand, hvor folk kunne komme tættere på Gud. Snart derefter gik han ned fra scenen, løb hen til tilfældige folk og sendte Jesu ånd gennem deres krop med et jerngreb omkring deres hoveder. Hver og en faldt sammen og lå ’bevidstløse’ på jorden. Nogle af dem sprællede. Mit værste mareridt kom til live, da han med hastige skridt løb hen til mig. ”By the POWER OF GOD, I COMMAND YOU TO RISE. RISE, JESUS - THROUGH THIS YOUNG BODY!” råbte han. Det var åbenbart her Jesus skulle flyve igennem mig, men jeg følte intet. Han tav et øjeblik, da jeg mod forventning ikke faldt bagud som de andre. Folk begyndte at vende sig om for at se, hvad der var galt, og med endnu højere stemme prøvede amerikaneren igen. For at undgå en (endnu mere) akavet situation tog jeg et hint, faldt bagud og lukkede øjnende i to minutter. Alt passerede og han kunne fortsætte sin seance som planlagt.

Bagefter var det bare ikke det samme. Jeg sad med det andre i kirkens café og fik lasagne og hyggede, men oplevelsen med den ekstremistiske taler sad stadig dybt. Jeg er dog stadig glad for at blive skubbet langt ud af min tryghedszone og ind til et ukendt miljø. Kirken er stadig den mest fantastiske kirke, jeg har haft fornøjelsen af være i. Alle kendte hinanden og havde en reel interesse i hinandens velfærd. De var et lokalsamfund, der emmede af medkærlighed og glæde, hvilket for mig er uset i Danmark.