Post midt-rejsekrise

På det seneste har jeg ikke haft lyst til at blogge, hvilket kan ses på et par manglende indlæg. Det skyldes ikke, at jeg er løbet tør for ting at fortælle, men mere at jeg lidt er nået en nedtur. En, som jeg vil kalde for min 'post midt-rejsekrise'. Det hele er sådan lidt sket flydende inden for de seneste 14 dage, og det startede med en rejse til Whitsundays-øerne.

Whitsunday-øerne er en gruppe af verdens fineste øer, og folk kommer fra hele verden for at tage på 3-dages bådture og opleve et mindre paradis. Janne og jeg fandt et bådfirma, Apollo, der specialiserede sig i en sejleroplevelse i stedet for de traditionelle motorbådsture. Turen var dyr, men det er noget, alle backpackers rejser op ad kysten for at gøre, så vi bestilte det og var spændte.

Før vi tog afsted, stod det hele på road trip, strande og grillmad. Vi har kørt til en masse mindre byer, der gjorde hvert stop fantastisk. Højdepunktet var nok byen 1770 (det hedder den faktisk), og her er et par billeder derfra:

På stranden ved byen så vi det vildeste: Mange, mange tusinde blå krabber, der fyldte hele stranden. Helt seriøst.. det var som om selve stranden rykkede sig!

 'Hver gang vi prøvede at fange dem, lagde de sig på siden og gravede sig ned i sandet.

Dagen før vi skulle afsted, mødte vi Chris og Sina; to af mine venner fra Byron Bay Dive Centre. De forlod dykkercenteret en uge efter mig og har siden rejst rundt over det hele. Da jeg så dem, ved en lagune i Airlie Beach - 1400 kilometer fra der, hvor jeg sidst så dem, blev jeg om noget overrasket. I må forstå, at Australien er meget større end Europa, og chancen for at man tilfældigt møder nogle bekendte uden aftale er næsten lig 0. De var lige kommet hjem fra en tur til Whitsundays-øerne og sagde, at det var alle pengene værd. Så vi glædede os nu endnu mere.. men vi blev skuffede. Faktisk, skuffet er ikke ordet.

Den første dag var egentlig super. Vi kom ombord, friske og klar og hyggede på dækket i høj solskin.

Efter to timers sejllads nåede vi til Whitehaven Beach; efter sigende den smukkeste strand i verden. Den er er hvidere end noget, jeg har set - åbenbart på grund af silikonedioxid, der hvider. Her badede vi i det varme vand sammen med alle de andre fra båden. Det der gjorde det hele så smukt var, hvordan dele af stranden lå under vand, så det hele så sådan ud:

Snart hang solen lavt, hvilket gjorde, at alle begyndte at tage billeder, drikke og bade der, hvor vi lagde anker.

Canon-ven Luca! 

 Nelson.

Skipperen!

Backflip af Kristoffer.

Verden var god, folkene var gode, og det hele kan lidt beskrives med det her digt, jeg har fundet.

"I'm on a boat motherfucker take a look at me
Straight floatin on a boat on the deep blue sea
Bustin five knots, wind whippin at my coat
You can't stop me motherfucker cause I'm on a boat

I'm ridin on a dolphin, doin flips and shit
This dolphin's splashin, gettin e'rybody all wet
But this ain't Seaworld, this is real as it gets
I'm on a boat motherfucker, don't you ever forget"

Men det høje humør fortsatte ikke, da de to næste dage var generelt skrækkelige. Jeg vil faktisk helst ikke gå i detaljer om det, men det havde intet med Janne, vejret eller de andre på båden at gøre. Det var dårligt, fordi bådens crew må have gjort en indsats for den dårligste kundeservice nogensinde.
   Vi har klaget og er indtil videre blevet helt ualmindeligt dårligt behandlet, men efter flere dage med sure miner valgte vi at bruge mindre energi på det hele og gå videre.

Som undskyldning gav firmaet os kunder en aften med gratis pizza og fri bar på et diskotek. FRI BAR! Det gjorde ikke op for den behandling vi fik, men vi fik en god aften ud af det. Jeg undskylder på forhånd for dårlige fuldebilleder!

Nelson is not impressed..

Og så på båden skal man bare bo med najs gutter fra Aalborg. Vildt! Fra venstre til højre:  Jonas, Viktor, Kristoffer, Kristoffer og Mathias.

Nu til min post midt-rejsekrise, som egentlig ikke har noget med den her tur at gøre.. men det markerede starten.
   De seneste dage er jeg begyndt at savne hjem. Efter knapt fire måneder på den anden side af jorden, er det vel også forventeligt. Og oveni det er vi nået til byen Cairns, Australiens største dykkerby, der skulle være mit nye hjem.. men indtil videre er det ikke gået som forventet. Byen er uinteressant og dykkerindustrien har lavsæson. Det betyder at ingen firmaer hyrer folk, og derfor sidder jeg tilbage arbejdsløs i en by, der ikke har nogle ting at tilbyde. Når Janne snart rejser hjem her den 11. skal jeg igen til at gøre noget ud af mit sabbatår alene. Men de forhåbninger jeg havde om Cairns er blevet skudt til jorden. Det er i hvert fald sådan jeg har følt, og derfor har jeg savnet hjem mere. 

   Heldigvis har vi brugt de seneste dage på at opleve nogle fantastiske ting og gøre en masse sjovt, og derfor er mit humør nu oppe igen. Bloggen er aktiv igen og næste indlæg bliver fyldt med dyr.. den eneste grund til folk klikker ind på siden her - bortset fra min mor, selvfølgelig. Hej mor!

Jeg er stadig på bar bund med hensyn til alt, men er nu fast besluttet på at få noget ud af min næste tid her. Jeg skal bare finde ud af hvordan. Intens jobsøgning er nu sat igang!

Små sten, på små sten, på små sten, på...

Klokken er 07 om morgenen. Aftenen før havde vi tilbragt med madlavning i vores Crib, helt nede til vandet i  byen Noosa Heads. Der var stjerneklart og folk gik glade langs promenaden. Alt var godt, indtil vi blev vækket af en skarp banken på vores rude. Udenfor regner det, og en parkeringsvagt i neongul vest står og ser utilfreds ud. Jeg åbner søvndrukken døren og får hurtigt at vide, at det er forbudt at overnatte på pladsen, og at vi står til bøde på 3300.-.. men at vi kan slippe, hvis vi pakker sammen og kører med det samme. Og aldrig i mit liv har jeg været mere effektiv!

Da vi fik pulsen ned, var den sjældne regn faktisk værdsat efter dage, uger og måneder med sol.

De sidste dage har vi bare på at besøge mange små byer, som kun med nød og næppe har kunne etablere en købmand. Efter Noosa Heads tog vi til Rainbow Beach; en om muligt endnu mindre by, der mere eller mindre blot bestod af én gade. Efter vi ankom nåede vi lige at sprinte op ad en enorm sandklitte for at fange solnedgangen.

Byen var et selvvalgt sted at overnatte i, og vi drak goon ved et bål på stranden med et par tyskere, da selve byen var død fra klokken 18 af.

Vi vågnede op til en tur til verdens største sandø: Fraser Island. Hvis man spørger folk, der har rejst til Australien, har hver og en åbenbart været på Fraser Island. Nysgerrige tog vi da til øen for at se, om naturen var flot. Og det var den. På vores éndagstur så vi mange ting: Gamle byer, oaser, regnskove, ferskvandssøer og sandklitter. Men kun ferskvandssøen Lake McKenzie og sandklitterne var specielle.
   Lake Mckenzie er bare en sø i en ø.. og så alligevel ikke. At den er udnævnt som det 7. bedste sted at bade i hele verden er fint, og det var sjovt at bade.. men det var først, da jeg tog en dyb indånding, holdt vejret, og svømmede under vand dybt ude i den kæmpe sø, at jeg havde en næsten spirituel oplevelse. Vandet var klarere end jeg nogensinde har set i en sø før, og nede på bunden voksede søgræs, hvor det hele havde en drømmeagtig følelse. Det føltes også anderledes. Som om de gamle aboriginies (australske indfødte) havde ret, og at vandet var helende.

Janne glæder sig så meget til at bade, at hun har svært ved at få trøjen af.. 

Da hun endelig fik sin trøje af, steg hendes selvtillid en del, og hun begyndte med sit sædvanlige 'water bending'.

Bagefter tog vi til nogle specielle sandklitter med 70 forskellige nuancer af 'sandfarve', som de gamle aboriginies tillagde en religiøs betydning, eftersom en af deres guder døde her. Alt på billederne er sand i forskellige nuancer, selv det der ligner sten. 

På hele turen så vi dingoer; vilde ulvehunde, der åbenbart er meget aggressive og til tider spiser små børn. Helt seriøst! Det er bare svært at se, da de blot ligner anorektiske kæledyr.

I morgen tidlig skal vi på en tre-dages sejltur til Whitsunday's-øerne, hvor Janne blandt andet skal have sit første dyk nogensinde. Jeg glæder mig mere end noget andet til at vise hende, hvad jeg har oplevet hver dag i min tid som frivillig på dykkercenteret i Byron. Nu skal vi have indhentet noget søvn. Hei hei!

Det bliver saftigt!

Efter tre uger i storbyerne Brisbane og Melbourne, tog vi til Sydney for at leje noget stort. Vi har lejet os en campervan.. som er grøn og lilla! Og så står der 'JUCY', med store hvide bogstaver. 
   Da vi ankom til en af Jucy-firmaets centraler, opdagede vi, let overraskede, at alt firmaet har, er grønt og lilla: Bygningen, kontraktpapirene, selv de ansattes solbriller. Og alle deres biler, vans og campers er af samme farver, og kan derfor spottes på flere kilometers afstand. På store, proppede parkeringpladser er det faktisk ret så praktisk! 

Campervan'en, som meget passende til vores street-levestil, hedder 'Crib', og er udstyret med næsten alt, vi har brug for; air condition, dobbeltseng, køkken, køleskab og endda en kæmpe glasrude i taget, så man kan se på stjerner i sengen om aftenen. Ok thug!

Den første dag brugte vi på at samle Sofie op, som også var med på roadtrip (jeg har skrevet det i de sidste par indlæg) og køre til Blue Mountains; en stor naturpark med så mange bjerge i horisonten, at de alle får et blåt skær på grund af afstanden. Og som den turistattraktion den var, har der helt sikkert været store asfalterede veje dertil med caféer og tingeltangel-butikker.. men de veje fandt vi i hvert fald ikke. Vi brugte en time på at køre 12 kilometer gennem regnskov, op og ned af absurd stejle og bumlede veje tæt på skrænten af bjerge, vi ikke ønskede at køre ud over. Det var bestemt ikke tiltænkt turister, og derfor oplevede vi nok mere. 

Da vi endelig nåede toppen, var udsigten helt overvældende. Desværre rakte mine fotografevner ikke til at fange det, vi så, men flot var det!

Sofie og jeg! 

Janne og jeg! Læg mærke til højdeforskellen..

Cheerios på et bjerg - hva' ve' då?

Dagen efter var der pludselig ingen Sofie længere, da hun var så kedelig at tage til Thailand. Janne og jeg brugte så et par timer inde i Sydney, hvor vi spottede en hyggelig café, helt nede til havnen, og havde lidt luksusfrokost.

   -Tip: Lad være med at prøve på at finde parkering i Sydney midtby - i dør af stress, hvilket ikke er smart, hvis i drømmer om senere at få en depression i midt-40'erne.

Efter frokost kørte vi længere nordpå for at finde et sted at sove. Vejen vi kørte på fulgte kysten, og overraskende nemt fandt vi en rasteplads helt nede ved vandet, hvor vi kunne parkere, lave billig discountmad (budgettet rækker ikke til at kunne lægge billeder ind af fancy mad flere gange om dagen) og overnatte. Vi nåede akkurat at spise før solen gik, og der blev helt mørkt. 

Lige nu er vi i Surfers Paradise på en StarBucks café med gratis wi-fi. Dette inlæg har faktisk taget fire dage at skrive pga. manglende internet, computernedbrud og, som resultat, menneskenedbrud. Forhåbentlig opfører min notebook sig bedre, så jeg kan opdatere så ofte, jeg har lyst!

Road trip - del 2

Aftenen og al dens alkohol efterlod min krop tung og ufunktionel.. hvilket jo ikke er smart, når tour guidene råber alt for højt om alverdens ting, som tilsyneladende er spændende. Morgenen var ikke videre højdepunktsagtigt, men efter en masse frugt og vand, var jeg tilbage til normal igen.

Med en sundere attitude til dagen steg jeg på bussen med alle de andre, og vi kørte til vores første stop: Et vejskilt.. spændende! Vi stoppede på usandsynligt, japansk, turist'ish vis, og tænkte at vi kunne bruge et passende billede dertil.

Super. Kort tid efter gjorde vi endnu et hurtigt stop til et udkigspunkt, som ikke havde videre betydning, udover at der var flot. "Men det skal man heller ikke kimse af", siger Janne, som åbenbart lever i det 19. århundrede.

På vejen fortalte Brad os, at byen vi passeredes golfbane havde en del problemer: Da banen blev bygget var det førhenværende naturlige område beboet af en stor gruppe kænguruer, og som golfbanen skred frem, blev de gamle beboere ved med at gå tilbage til deres hjem. Det betød at da vi stoppede op for at kigge, fandt vi vilde kænguruer midt på golfbanen, til stor frustration for de ældre overklassegolfspillere.  

Efter at have passeret Mel Gibsons sommerhus (uhhhhhhhh - star struck!), fandt vi frem til et fyrtårn, som åbenbart var kendt af alle australiere. Fyrtårnet var hvor et gammelt børneshow tog sted, som handlede om en familie, der flyttede ind i det hjemsøgte fyrtårn. Jeg har bare et eller andet med fyrtårne; de er på en måde noget specielt, og Byron, som jeg arbejde i, blev helt bestemt et mere 'ikonisk' og flot sted af at have et fyrtårn. Her er det hjemsøgte børneshowsfyrtårn!

Senerehen syntes Brad og Liam at vi var i underskud af sødhed, så de tog os til en dyrepark med australske dyr, som på hver sin vis har haft problemer eller været skadet i naturen. Så mere et rehabiliteringscenter, var det. Dyrepasserne og dyrlægerne havde alverden af kærlighed til de skadede dyr, og det var tydeligt at de blev passet godt på. Samtidig kunne man købe semidyrt fodder og fodre stort set alle dyr, de havde. Pengene gik til at holde centeret kørende, og det var nok ikke tilfældigt at vi stoppede forbi her.

Nu gik turen endelig til Philip Island - pingvinøen! Vi havde i dagevis glædet os til pingvinparaden, hvor de 30 centimeter høje 'små pingviner' går fra vandet og op i klitterne til deres hjem, Alt dette skete ved solnedgang, så vi havde stadig god tid til at se en masse andet før. Philip Island er bl.a. kendt for nogle af de højeste bølger i Australien, så hvert år bliver en af verdens største surferkonkurrencer holdt her - RipCurl-konkurrencen. Vi besøgte flere strande og jeg fangede ved en af strandene en surfer i at lave 360 flip! 

Til aftensmad bestilte vi pizza og tog det med ud i en park. Jeg spiste, som havde jeg kun én dag i Australien tilbage, så derfor valgte jeg 'Crok-a-roo' med krokodille- og kængurukød. 

Åbenbart smager krokodille af, hvad man fodrer dem. Så det smager typisk af fisk eller kylling.
Heldigvis var min kylling! 

Efter mad var vi super klar på at se miniaturepingviner gå på række, men først tog vi til et andet sted for at se  om nogle pingviner var blevet hjemme fra dagens arbejde med at finde mad i havet. På vejen fortalte Brad os, at til selve paraden var det ikke tilladt at tage billeder, fordi gangen fra havet og op til deres hjem netop var deres mest sårbare tid på dagen. Derfor ville bare én blitz sende dem direkte tilbage i havet. Vi var skuffede, men forstående. Heldigvis var det muligt at tage billeder, hvis vi fandt nogle førhen, som var blevet hjemme. Det tog lidt tid, da pingvinerne gemte sig for den kolde vind, og dermed også gjorde det svært for os at finde dem. Først fandt vi nogle på afstand. Så flere også på afstand, og til sidst fandt vi nogle kun en halv meter fra os. Er i klar? Sådan helt seriøst, pas lige på jeres hjerter ikke smelter!

IT'S SO FLUFFY!

Vi ankom nu til der, hvor pingvinparaden hver aften fandt sted, få kilometer fra vores tidligere stop. I et pingvinpar skiftes hannen og hunnen hver dag til at passe på deres unger (de får altid to), og til at jage efter mad i havet. Når hannen/hunnen er færdig med at jage, venter de til at der er blevet mørkt nok til at rovdyrene på land er faldet i søvn, for så at gå fra vandet til sikkerhed. Stedet var oplyst med neutrale og svage lys, som gjorde at vi kunne dem uden at de blev skræmt væk. De gik trippende i små grupper på stranden, og kravlede klodset op ad klitterne, og aldrig har vi set noget så sødt. Det var nemt at følge dem hele vejen op til deres hulehjem via stier, og vi så på en helt ny måde en skrøbelig del af naturen, tæt på. 

At bussen kun var fyldt 1/3 op, til at vi havde ekstra tid til at se flere ting, til to guides, til koalaer/kænguruer/pingviner til barbeque i natten. Alt ved vores road trip har været for vildt, og jeg så mere på to dage, end jeg troede muligt.