Små sten, på små sten, på små sten, på...

Klokken er 07 om morgenen. Aftenen før havde vi tilbragt med madlavning i vores Crib, helt nede til vandet i  byen Noosa Heads. Der var stjerneklart og folk gik glade langs promenaden. Alt var godt, indtil vi blev vækket af en skarp banken på vores rude. Udenfor regner det, og en parkeringsvagt i neongul vest står og ser utilfreds ud. Jeg åbner søvndrukken døren og får hurtigt at vide, at det er forbudt at overnatte på pladsen, og at vi står til bøde på 3300.-.. men at vi kan slippe, hvis vi pakker sammen og kører med det samme. Og aldrig i mit liv har jeg været mere effektiv!

Da vi fik pulsen ned, var den sjældne regn faktisk værdsat efter dage, uger og måneder med sol.

De sidste dage har vi bare på at besøge mange små byer, som kun med nød og næppe har kunne etablere en købmand. Efter Noosa Heads tog vi til Rainbow Beach; en om muligt endnu mindre by, der mere eller mindre blot bestod af én gade. Efter vi ankom nåede vi lige at sprinte op ad en enorm sandklitte for at fange solnedgangen.

Byen var et selvvalgt sted at overnatte i, og vi drak goon ved et bål på stranden med et par tyskere, da selve byen var død fra klokken 18 af.

Vi vågnede op til en tur til verdens største sandø: Fraser Island. Hvis man spørger folk, der har rejst til Australien, har hver og en åbenbart været på Fraser Island. Nysgerrige tog vi da til øen for at se, om naturen var flot. Og det var den. På vores éndagstur så vi mange ting: Gamle byer, oaser, regnskove, ferskvandssøer og sandklitter. Men kun ferskvandssøen Lake McKenzie og sandklitterne var specielle.
   Lake Mckenzie er bare en sø i en ø.. og så alligevel ikke. At den er udnævnt som det 7. bedste sted at bade i hele verden er fint, og det var sjovt at bade.. men det var først, da jeg tog en dyb indånding, holdt vejret, og svømmede under vand dybt ude i den kæmpe sø, at jeg havde en næsten spirituel oplevelse. Vandet var klarere end jeg nogensinde har set i en sø før, og nede på bunden voksede søgræs, hvor det hele havde en drømmeagtig følelse. Det føltes også anderledes. Som om de gamle aboriginies (australske indfødte) havde ret, og at vandet var helende.

Janne glæder sig så meget til at bade, at hun har svært ved at få trøjen af.. 

Da hun endelig fik sin trøje af, steg hendes selvtillid en del, og hun begyndte med sit sædvanlige 'water bending'.

Bagefter tog vi til nogle specielle sandklitter med 70 forskellige nuancer af 'sandfarve', som de gamle aboriginies tillagde en religiøs betydning, eftersom en af deres guder døde her. Alt på billederne er sand i forskellige nuancer, selv det der ligner sten. 

På hele turen så vi dingoer; vilde ulvehunde, der åbenbart er meget aggressive og til tider spiser små børn. Helt seriøst! Det er bare svært at se, da de blot ligner anorektiske kæledyr.

I morgen tidlig skal vi på en tre-dages sejltur til Whitsunday's-øerne, hvor Janne blandt andet skal have sit første dyk nogensinde. Jeg glæder mig mere end noget andet til at vise hende, hvad jeg har oplevet hver dag i min tid som frivillig på dykkercenteret i Byron. Nu skal vi have indhentet noget søvn. Hei hei!