Post midt-rejsekrise

På det seneste har jeg ikke haft lyst til at blogge, hvilket kan ses på et par manglende indlæg. Det skyldes ikke, at jeg er løbet tør for ting at fortælle, men mere at jeg lidt er nået en nedtur. En, som jeg vil kalde for min 'post midt-rejsekrise'. Det hele er sådan lidt sket flydende inden for de seneste 14 dage, og det startede med en rejse til Whitsundays-øerne.

Whitsunday-øerne er en gruppe af verdens fineste øer, og folk kommer fra hele verden for at tage på 3-dages bådture og opleve et mindre paradis. Janne og jeg fandt et bådfirma, Apollo, der specialiserede sig i en sejleroplevelse i stedet for de traditionelle motorbådsture. Turen var dyr, men det er noget, alle backpackers rejser op ad kysten for at gøre, så vi bestilte det og var spændte.

Før vi tog afsted, stod det hele på road trip, strande og grillmad. Vi har kørt til en masse mindre byer, der gjorde hvert stop fantastisk. Højdepunktet var nok byen 1770 (det hedder den faktisk), og her er et par billeder derfra:

På stranden ved byen så vi det vildeste: Mange, mange tusinde blå krabber, der fyldte hele stranden. Helt seriøst.. det var som om selve stranden rykkede sig!

 'Hver gang vi prøvede at fange dem, lagde de sig på siden og gravede sig ned i sandet.

Dagen før vi skulle afsted, mødte vi Chris og Sina; to af mine venner fra Byron Bay Dive Centre. De forlod dykkercenteret en uge efter mig og har siden rejst rundt over det hele. Da jeg så dem, ved en lagune i Airlie Beach - 1400 kilometer fra der, hvor jeg sidst så dem, blev jeg om noget overrasket. I må forstå, at Australien er meget større end Europa, og chancen for at man tilfældigt møder nogle bekendte uden aftale er næsten lig 0. De var lige kommet hjem fra en tur til Whitsundays-øerne og sagde, at det var alle pengene værd. Så vi glædede os nu endnu mere.. men vi blev skuffede. Faktisk, skuffet er ikke ordet.

Den første dag var egentlig super. Vi kom ombord, friske og klar og hyggede på dækket i høj solskin.

Efter to timers sejllads nåede vi til Whitehaven Beach; efter sigende den smukkeste strand i verden. Den er er hvidere end noget, jeg har set - åbenbart på grund af silikonedioxid, der hvider. Her badede vi i det varme vand sammen med alle de andre fra båden. Det der gjorde det hele så smukt var, hvordan dele af stranden lå under vand, så det hele så sådan ud:

Snart hang solen lavt, hvilket gjorde, at alle begyndte at tage billeder, drikke og bade der, hvor vi lagde anker.

Canon-ven Luca! 

 Nelson.

Skipperen!

Backflip af Kristoffer.

Verden var god, folkene var gode, og det hele kan lidt beskrives med det her digt, jeg har fundet.

"I'm on a boat motherfucker take a look at me
Straight floatin on a boat on the deep blue sea
Bustin five knots, wind whippin at my coat
You can't stop me motherfucker cause I'm on a boat

I'm ridin on a dolphin, doin flips and shit
This dolphin's splashin, gettin e'rybody all wet
But this ain't Seaworld, this is real as it gets
I'm on a boat motherfucker, don't you ever forget"

Men det høje humør fortsatte ikke, da de to næste dage var generelt skrækkelige. Jeg vil faktisk helst ikke gå i detaljer om det, men det havde intet med Janne, vejret eller de andre på båden at gøre. Det var dårligt, fordi bådens crew må have gjort en indsats for den dårligste kundeservice nogensinde.
   Vi har klaget og er indtil videre blevet helt ualmindeligt dårligt behandlet, men efter flere dage med sure miner valgte vi at bruge mindre energi på det hele og gå videre.

Som undskyldning gav firmaet os kunder en aften med gratis pizza og fri bar på et diskotek. FRI BAR! Det gjorde ikke op for den behandling vi fik, men vi fik en god aften ud af det. Jeg undskylder på forhånd for dårlige fuldebilleder!

Nelson is not impressed..

Og så på båden skal man bare bo med najs gutter fra Aalborg. Vildt! Fra venstre til højre:  Jonas, Viktor, Kristoffer, Kristoffer og Mathias.

Nu til min post midt-rejsekrise, som egentlig ikke har noget med den her tur at gøre.. men det markerede starten.
   De seneste dage er jeg begyndt at savne hjem. Efter knapt fire måneder på den anden side af jorden, er det vel også forventeligt. Og oveni det er vi nået til byen Cairns, Australiens største dykkerby, der skulle være mit nye hjem.. men indtil videre er det ikke gået som forventet. Byen er uinteressant og dykkerindustrien har lavsæson. Det betyder at ingen firmaer hyrer folk, og derfor sidder jeg tilbage arbejdsløs i en by, der ikke har nogle ting at tilbyde. Når Janne snart rejser hjem her den 11. skal jeg igen til at gøre noget ud af mit sabbatår alene. Men de forhåbninger jeg havde om Cairns er blevet skudt til jorden. Det er i hvert fald sådan jeg har følt, og derfor har jeg savnet hjem mere. 

   Heldigvis har vi brugt de seneste dage på at opleve nogle fantastiske ting og gøre en masse sjovt, og derfor er mit humør nu oppe igen. Bloggen er aktiv igen og næste indlæg bliver fyldt med dyr.. den eneste grund til folk klikker ind på siden her - bortset fra min mor, selvfølgelig. Hej mor!

Jeg er stadig på bar bund med hensyn til alt, men er nu fast besluttet på at få noget ud af min næste tid her. Jeg skal bare finde ud af hvordan. Intens jobsøgning er nu sat igang!